Liverpool vs. Crystal Palace

Lørdag eftermiddag, hvad skal man lige få den til at gå med? Står du i Liberia, ville du nok gøre som så mange andre – se fodbold. Det er meget populært at se fodbold og i disse tider hvor diverse turneringer er i gang, er der nok at give sig til.

Selv må jeg indrømme, at jeg ikke er den største fan, men har alligevel fundet en fornøjelse i at se fodbold sammen med venner fra Curran Lutheran Hospital.

”What is your team?” er jeg blevet spurgt et par gange. Da min viden indenfor fodbold ikke er så stor, begynder jeg at nævne nogle af de få danske spillere, jeg kender og ved spiller i den engelske liga. Derfor er mit ”team”, indtil videre, Liverpool. Om min støtte til Liverpool er letkøbt? Uden tvivl! Jeg holder med Liverpool fordi Daniel Agger er med, og der er en eller anden speciel følelse ved at se en dansker spille, mens man selv sidder i udlandet.

Kampene viser i et mørkt rum, hvor der som regel er stillet to skærme op. Prisen for at se kampene er 20 LD, hvilket svarer til ca. 2 kr.

Stemningen er speciel. Men den bølger som regel frem og tilbage i takt med kampens bevægelser. Liverpool klarer sig godt overfor Crystal Palace.

I slutningen af kampen bliver Daniel Agger skiftet ind, og mine venner fra kontoret kigger begge på mig og smiler, mens de peger op på Daniel Agger. Jeg er altså ikke den eneste dansker i rummet længere.

Liverpool vandt 3-1 over Crystal Palace, jeg føler at mit ”team” har gjort det godt.

“Shake your body for Jesus!”

Tja, det er nok ikke lige en opfordring du på same måde ville høre i en dansk folkekirke. Men sådan lød det sidste søndag i St. John.

Jeg må nok indrømme, at jeg selv havde forestillinger om at gudtjenesterne hernede ville være noget anderledes end det man møder i det danske. Dog er det noget andet at opleve det.

Liturgien ligner den danske, men tilsætter du noget mere kulørt tøj, klappende hænder, skratende højtaler, vrikkende hofter og engelsk – ja, så kan du måske danne dig et billede af en ”almindelig” gudtjeneste i Zorzor.

Menigheden er åben og venlig. Jeg er især overrasket over at se, hvordan de gør en stor ting ud af at modtage nye til menigheden. Inden gudstjenesten rigtig starter, opfordres nye i kirken til at rejse sig og præsentere sig selv. Derefter bydes de velkommen af menigheden under sang af koret. En simpel ting, men ikke desto mindre vigtigt!

Sangene bliver enten ledt af de to kor, et der synger på engelsk og et der synger på Loma. Derudover bruger man en samlebog, hvor det virker til at alle samlerne synges i samme tempo – og næsten sammen melodi..

Fra prædikestolen bliver der sagt mange gode budskaber, eller det fornemmer jeg, for det er ikke altid at jeg lige fanger det præsten siger. Ofte får jeg dog også noget at tygge på, på vejen hjem. I søndags handlede det om at være taknemlig for det man har. Liberianer blev opfordret til at være taknemlig for at krigen var sluttet, og mens dette budskab blevet givet, sad jeg og tænkte over de mange ting jeg har at være taknemlig for i Danmark!

Så egentlig er det nok meget sundt at blive mindet over det vi har fået, og sende en tak eller to op til ham der har givet det. Eller gør som Liberianer – ”Shake your body for Jesus” for at vise din taknemlighed.

Mobilklinikken

Det er onsdag morgen, og mit vækkeur ringer allerede klokken 6. Årsagen til denne tidlige morgenstart skyldes at vi i dag skal med mobilklinikken, og de kører kl. 7.30, så det er bare med at være klar til tiden.

Jeg er spændt. Både Sara og Anne Louise har fortalt så mange spændende historier fra mobilklinikken. Nu får jeg selv mulighed for at se hvordan det. På trods af at jeg ikke har nogen medicinske uddannelse, har jeg fået lov til at komme med.

Vi er klemt syv mennesker ind i en land-cruiser, det går. Men vi sidder tæt.

I al den tid jeg har været i Liberia, troede jeg at jeg havde set vilde eller ujævne veje. Alt det blev denne dag gjort til skamme. Vi kørte på veje, der får mine forældres grusvej til at ligne en fornuftig og jævn landevej!
Oplevelsen kan også beskrives som en tur i en rutsjebane. Tit kunne man ikke se hvad der venter forude en, og hver gang vi kørte igennem en vandpyt, var det ikke til at vide hvilken side bilen ville hælde til.

Heldigvis havde bilen firhjulstræk, hvilket vi måtte bruge en del gange for at komme frem. Det sidste stykke vi kørte var på en strækning, hvor der kun var et spor.
Efter at have kørt i ca. 40 min. stopper vi, da vi nu kommer til en træbro. Herfra bliver vi nød til at gå. Vi efterlader alt udstyret, og går op mod landsbyen, der ligger på toppen af et bjerg.

Med det faste outreach team som guide, begynder vi nu at gå. Der er meget at se til alle sider. Liberia er meget grønt, og i dag hvor vi får lov til at gå ind i noget af regnskoven, virker det til at der er grønt alle vegne. Vi er nu inde i den del af skoven, hvor det er trærødderne som danner trinene vi går på.

På vores vej møder vi sommerfugle, tusindben og myrer i massevis. Terrænet går både op og ned. Vi når endelig toppen efter ca. en times vandring. Op toppen bliver vi mødt med den mest fantastiske udsigt! Den der slags som gør en helt mundlam! (Desværre måtte vi ikke tage billeder, af respekt til landsbyen)

Ved mødet med borgmesteren af landsbyen, finder vi ud af at landsbyen ikke er klar over at vi kommer. Brevet der skulle melde vores ankomst er gået tabt. En skam, men disse ting sker desværre indimellem. Vi begynder derfor nedstigningen ikke så lang tid efter.

Inden vi hoppede ind i vores bil for at køre hjem, mødte vi nogle bekendte til outreach teamet. Hos dem blev vi budt på appelsiner og sukkerrører. Der var kakao, banan, appelsin og kaffetræer rundt omkring hvor de boede. Tænk at bo et sted hvor man har kakaotræer i baghaven!

Da vi igen landede i gæstehuset, sundede både Sara og jeg os hver med en middagslur. Det tager meget energi at være ude med mobilklinikken. Men hvor var det spændende!

My name is Krubo

Kært barn har mange navne. Det har jeg især oplevet her i Liberia, hvor de fleste liberianer har både et engelsk navn og et navn på Loma eller et af de mange andre stammesprog som der findes her i Liberia.

I forbindelse med mit arbejde på kontoret, udfylder jeg sedler, hvor jeg skriver rigtig mange forskellige navne ned. Mange af navne giver mig hovedbrud når jeg tænker på hvordan man udtaler dem. Men jeg vælger netop alligevel at prøve at udtale dem, både for at lette stemningen, men også fordi jeg gerne vil vise min interesse for befolkningen.

Så efter bedste evne forsøger jeg at udtale deres navne, hvilket ofte letter på smilebåndet hos dem og mig. For behøver jeg at sige at jeg tit fejler?

Personalet på Curran Lutheran Hospital ligger meget vægt på, at man har et afrikansk navn eller et navn på Loma – hvilket er det mest udbredte stammesprog her.

Selv har jeg fået givet tre forskellige navne, men det jeg husker bedst og har nogenlunde lettest ved at udtale er: Krubo.

Det skulle eftersigende betyde ”First woman in the bush” – hvilket på mere end en måde er sand..

En dag på kontoret…

Kontortiden hedder 08.30 til 16.00, der er computer, mapper og masser af papir rundt omkring. På mange måder minder kontoret jeg sidder på meget om kontor i Danmark. Og så alligevel..

Min officielle titel er ”Intern Health Finance Officer” eller som man på dansk ville sige praktikant ved økonomiafdelingen. Men jeg vil da gerne indrømme at det lyder noget mere officielt på engelsk.

Opgaven jeg skal udfylde her på Curran Lutheran Hospital drejer sig mest om at indsamle data og anvende dette data. Ved at opstille et skema, skal jeg hjælpe personalet med at fordele omkostninger ud på de forskellige afdelinger. For en ”talnørd” som mig er det et spændende, men også udfordrende arbejde. Udfordrende fordi det er min første rigtige opgave jeg er blevet sat på.

Kontoret består til daglig af Administrator Mr. Peter Flomo, regnskabschef Mr. Steven Payma og assisterende bogholder Cathrine. Alle er flinke og imødekommende, hvilket er det bedste man kan ønske sig i en verden, hvor man måske ikke helt altid forstår det der sker.

Det er lidt forskelligt, hvor meget der er at lave. Nogle gange summer kontoret af liv. Mens andre gange kan tiden føltes lidt lang. Men en ting er sikkert, folkene kender hinanden på hospitalet. Og det er de daglige hilsner som flyver ind og ud af dørene et levende bevis på.

På trods af inventaret tilkendegiver at jeg er på et kontor, har jeg allerede fået oplevelser som ikke ville finde sted i Danmark. I går havde en slange sneget sig ind på gangen og var krybet forbi vores kontor, for derefter at have udløst en masse skrig. En rengøringsmand ilede til med pinde og kom os alle til undsætning.

Yderligere har der været en levende høne inde og vende, muligvis også på vej til at ende sine dage som aftensmad. Amning har også foregået mere end en gang, og virker meget almindeligt at foregå når der er behov for det.

Ja, indtrykkene er mange og det giver erfaring at være af sted og blandt folk man måske ikke lige altid forstår. Men erfaring er godt, om end det i læringsprocessen godt kan være lidt hårdt, så har jeg ikke fortrudt at rejse tre måneder til Liberia, for at prøve kræfter med det administrative arbejde.

Nye forhold = ny indstilling

Nu hvor hele 14 sole er gået op og ned, mens jeg har været i Liberia. Er det vist kun på sin plads at give lidt mere informationer omkring tilværelsen hernede.

Vi er lige nu i gang med vores første rigtige arbejdsuge. Mange rutiner skal køres i stilling, navne og ting skal huskes. Men vi oplever gang på gang at vi er velsignet!

Boligen hedder indtil videre hospitalets gæstehus, indtil ”vores” bliver færdig og klar til at vi kan flytte ind. Gæstehuset ligger ca. 8 minutters gang fra hospitalet. Der er ikke indlagt vand i huset, hvilket betyder en væsentlig ændring af ens adfærd når man er hjemme. Al bad, håndvask, toiletbesøg og delslige er blevet noget anderledes. Sjovt nok har vandet den samme temperatur {Læs KOLDT}. Medmindre man vælger at koge vand til et varmt bad.

Strøm køres efter et skema, hvilket betyder at vi også indretter nogle af vores behov efter det skema. Kl. 11.00-16.00 kører generatoren og den starter igen kl. 19.00-22.00. Vores aftensmad er derfor afhængig af hvornår der er strøm. Det er lidt specielt at skulle omstille sine rytmer til at følge et bestemt skema, og så bestemt eller pålideligt er det ikke engang. Men forandring er sundt og det er godt at lære hvordan andre mennesker lever.

Det har været noget udfordrende at vænne sig til at bo under sådanne forhold. Men det er også interessant at mærke hvordan ens forventninger og ting man kan acceptere er blevet ændret/tilpasset til de forhold som vi er under.

Bag scenen..

Omgivelserne som vi er i, er helt utrolige! Det føles surrealistisk på mange måder at være hernede. Til dels fordi man nu i mange måneder har snakket turen herned, men især fordi jeg ikke havde troet at jeg ville få lov til at opleve de ting jeg nu oplever!

Udsigten her fra gæstehuset, hvor vi bor midlertidig er fabelagtig! Det kan lede tankerne hen på ”Løvernes Konge”. Og i dag følte jeg på et tidspunkt at jeg næsten kunne være med bag scenen på den film. {Under de betingelser at Løvernes Konge var virkelig og ikke en tegnefilm – ingen billede-metafoder holder 100 %}

Prøv at forestille dig at, hver morgen når du går ud, møder du en horisont bestående af palmer og andet grønt buskads, og lige over det hænger morgentågen stadigvæk – hvilket gør at det føles uvirkeligt og på samme tid kan du netop lugte og mærke den fugtige og lidt klamme luft der ikke kun omgiver træerne, men også dig. I sådanne øjeblikke står man stille og nyder udsigten og tænker over hvor velsignet man er!

Turen fra Totota til Zorzor var også et eventyr i sig selv – men helt enestående kulisser. Rød vej, grønne træer og en blå himmel. Hvilken farvesammensætning er det ikke?

Ingen mangel på kærlighed!

Vores modtagelse til Liberia har virkelig været velsignet og helt fantastisk! Biskop Jensen fra Lutheran Chruch in Liberia (LCL) er en mand som forstår at få folk til at føle sig velkommen. Generelt har hele hovedkontoret i Monrovia og personalet på Curran Hospital været god til at tage imod os.

I sammenhæng med de mange indtryk er der også vendt op og ned på nogle ting. Jeg vil gerne indrømme at jeg rejste herned med den intention om at hjælpe til der hvor jeg kunne, og med de evner som jeg har. Men min oplevelse indtil videre har virkelig været at blive hjulpet på næsten alle lede og kanter! Folk er utrolig venlige og gør deres bedste for at vi kan komme fra et sted til et andet, samt at vi har lys og mad!

Det bekræfter blot endnu engang at vi virkelig også har meget at lære af befolkningen her! Jeg håber virkelig at alle de mange indtryk vil hæfte sig fast i min hukommelse og hjælpe mig til at dele ud, når jeg kommer hjem til Danmark! Hvem ved, mon ikke de har et eller to ting at lære os?

Curran Lutheran Hospital

Curran Lutheran Hospital

Få en fornemmelse af Curran Lutheran Hospital, hvor jeg og to andre volontør skal arbejde de næste tre måneder. Vi er landet og begynder så småt med arbejdet i næste uge.

Nu er det nu!

Nu er det nu!

Nu er der ingen vej tilbage! (Eller det er der, men den er meget ujævn og tidskrævende..) Vi er nu ankommet til Zorzor efter at have landet i Monrovia i mandags. Vores rejse gik planmæssigt og uden forsinkelser (som en sikkerhedsstrejke). I det fugtige Monrovia ventede Finn Hougaard på at modtage os. Dejligt at blive mødt af en dansker i en udenlandsk lufthavn.

Hele introduktionen er gået godt og i takt med at vi har bevæget os længere og længere ind i landet, er vi også blevet mere bevidst om hvad det vil sige at leve i Liberia.

Kulturen er anderledes, men har om noget den sejeste måde at give håndtryk på! Man giver hinanden hånden og trykket ender ud med at begge knipser ved hjælp af hinandens fingre. Er det måske lige “Street” eller hvad? Øvelsen gør mestre, og man må sige at vi er gået et stykke af vejen, men der er plads til forbedringer endnu.

Forholdene er primitive, men egentlig også en god øvelse i at lære at leve mere simplet. En måde at se tingene i perspektiv og lære at være mere glad for det man har derhjemme. Der er dog også mulighed for at slippe den indre dansker løs, idet jeg har været så heldig at have proviant med i form af salt lakrids 🙂